Når noget er sjældent, eftertragtet og kostbart, er det som regel blot et spørgsmål om tid før imitationer af den ægte vare dukker op. Sådan forholder det sig naturligvis også med diamanter. Mennesker har i århundreder forsøgt at lade andre sten – naturlige og senest også syntetiske – passere som diamanter.
Farveløse topaser og bjergkrystaller kan måske meget, meget overfladisk ligne diamanter – en guldsmed vil dog aldrig lade sig narre af dem. Så er der andre sten, som kommer tættere på rent visuelt; fremstillet af mennesker og ment til at ligne diamanter i udseende (farve, form og størrelse). Imitationsdiamanter har dog hverken de fysiske eller optiske egenskaber eller sammensætning som diamanter har.
Krystalglas tilsat store mængder blyoxid for brillansens skyld (også blevet kaldt diamanté, strass eller rhinsten), farveløs zirkon, syntetisk fremstillede kubisk zirkonia, hvid safir (naturlig eller syntetisk) og moissanite (opkaldt efter dr. Henri Moissan, som opdagede det sjældne mineral i 1893 – som nu fremstilles syntetisk). De ovennævnte har bevidst eller ubevidst været udgivet for eller forvekslet med diamant i løbet af de seneste århundreder.
Bliver en imitation bevidst solgt som værende en diamant, er det en forbrydelse! Syntetiske kubiske zirkonia blev opfundet i midten af 1970’erne, og de var længe en af de mest effektive og populære diamantimitationer, der også var relativt billige at fremstille. Når undersøgt under ti gange forstørrelse, kan cubic zirkonia dog ikke måle sig med diamantens overflade, glans eller skarpe facetter.
Syntetiske diamanter ligner til gengæld naturlige diamanter til forveksling; de har samme kemiske sammensætning, men de er menneskeskabte, og deres værdi er faldet konstant i løbet af de seneste par år. Mange ægthedsprøver kræver avanceret udstyr. Er man i tvivl om en diamants status (ægte eller ej), er det altid muligt – mod betaling – at få en diamant testet i et uafhængigt laboratorium.
